Melodi: Der er noget i luften



På Vangede Bygade, har vi et sted,
det skjuler vi ikke, det praler vi med,
lidt snacks og lidt væde, vi sælger med glæde,
og alt med et smil,
vi hjælper hinanden, for det er nu bare vor stil!

Her møder du mange, til tider kun få,
når dage bli'r lange, det' der du skal gå,
måske du kan finde, din ven og veninde,
for alt kan jo ske,
det kræver så lige, du kommer på vores café!

Fra Vangedes Venner, der stiller vi op,
er nok blandt de ældre, med service i top,
et glas med Campari, en Rød Ko, det har vi,
og kager med skum,
en toast eller sandwich, den er faktisk ikke så dum!

Med Hornbeer i glasset, til hverdag og fest,
når blot du er tørstig, så smager den bedst,
vi quizzer og synger, så huset det gynger,
backgammon, måske?
events eller hverdag, velkommen på vores café.

Når kulden den bider, så står vi parat,
med gløgg og med 'skiver', for julen er snart,
med suppe i koppen, du snart er på toppen,
det kan man forstå,
Café-e Caféen er åben, hvad venter du på?


I anledning af sidste sangaften 2022
Per G. Hansen

Lagt på nettet d. 26. december 2022